Møllens Dag
Gennem nogle år har det været en tradition at markere DANSK MØLLEDAG den tredje søndag i juni. Det gælder også i år, hvor Pumpemøllelauget Damgaard har besluttet at deltage i det landsomfattende projekt, selv om det sker i beskedent omfang.
Renoveringen og vedligeholdelsen af pumpemøllen på strandengen neden for Damgaard ( officiel adresse: Kolding Landevej 43 ) har løbende stået på i en del år, og også dette forår har der været gang i bl.a. udskiftning af nogle stykker tømmer. Et arbejde, som udføres af møllelaugets egne medlemmer
Møllevenner og alle andre interesserede inviteres hermed til at besøge møllen i de smukke omgivelser tæt ved Lille Bælt og deltage i et uhøjtideligt arrangement, hvor vi håber på god vind, så møllevingerne kan komme i omdrejninger og man kan se, hvordan pumpeværket inde i møllen bliver aktiveret ved vindens kraft.
Pumpemøllelauget inviterer til formiddagskaffe på strandengen ved pumpemøllen SØNDAG d.18. JUNI fra kl. 10.30, hvor medlemmer af bestyrelsen samt håndværkere vil være til stede.
Der er parkeringsmulighed på engen i nærheden af møllen.